Derfor kan sportsudøvere ikke udføre power cleans


”Hvorfor overhovedet lave øvelsen med så lav kvalitet”…

”Du kommer til skade”…

”Dine vinkler er helt hen i vejret.”

Det er nogle gange kommentarerne, når dygtige vægtløftere eller folk med forstand på vægtløftning ser sportsudøvere og måske især atletikudøvere udføre power cleans. I flere tilfælde er kritikken ikke uberettiget. Hånden på hjertet er det ikke sjældent set, at stangens bane i 1. og 2.fase følger noget, der ligner konturen på Michelin-manden og gribe-fasen mest af alt minder om en giraf, der er smuttet ned til vandhullet for at snuppe en slurk vand. Når det er sagt, så kan der omvendt også være mening med galskaben, og idéen med dette blogindlæg er at forsøge at give et lille indblik i nogle af overvejelserne bag, når sportsudøvere bevidst ikke løfter, som hvad der anses for god teknik i vægtløftningskredse.

  

Først lidt begrebsafklaring

De fleste følgere af bloggen har sandsynligvis fuldstændigt styr over hvorledes et power clean ser ud, herunder de forskellige faser, som det kan inddeles i, men for ikke at miste nogle på den konto, så kommer her en helt kort indføring. Sådan ser et power clean ud udført af en olympisk vægtløfter:

 

 

Et power clean kan inddeles i følgende faser:

1.fase: Fra jorden til knæ.

2.fase: Fra knæ til fuld ekstension i ankel-, knæ- og hofteekstension.

3. Gribe-fasen, hvor man trækker sig under stangen og griber den i noget, der minder om et partielt front squat.

 

Mål vs. middel.

Når sportsudøvere ikke nødvendigvis skal efterligne vægtløfteres teknik eller fokuspunkter i power cleans, så handler det først og fremmest om mål versus middel. Hos vægtløftere er øvelsen et mål i sig selv: Det skal udmønte sig i så tunge løft som muligt, og dette er rettesnoren ift. den tekniske træning. Bevares, man konkurrerer ikke i power cleans, men øvelsen minder til forveksling om squat cleans i 1.og 2.fase, og det er derfor min formodning, at man er interesseret i at ramme ca. de samme vinkler og den samme timing her. Således må der generelt være et udpræget teknisk fokus på at ramme en så optimal bane som muligt for stangen, så man er så mekanisk effektiv som muligt og derved kan løfte tungere end ellers.

For sportsudøveren er øvelsen et middel. Et middel til at forbedre en fysisk kvalitet - typisk en eksplosiv triple-ekstension, som kan forbedre spring- eller accelerationsevne (Hori et al. 2008). Der er ingen tvivl om, at power cleans udført som en vægtløfter er god til dette. Det er bare ikke nødvendigvis den bedste, og det er i denne kontekst, at nogle sportsfolks lidt uortodokse løfteteknik skal ses. Der kan reelt være tale om et forsøg på at optimere på en allerede rigtig god bevægelse, og ikke blot om dårlig teknikindlæring.

 

Hvordan skal løftet så se anderledes ud for en sportsudøver?

Det ville være fantastisk at komme med et fuldstændigt klart og entydigt svar, som det vægtløftningsorakel, jeg ikke er. Det ville dog være en hel masse varm luft, og det er der vist rigeligt af i vores verden allerede. Til gengæld vil jeg gøre lidt ud af at fortælle, hvad vi har valgt at arbejde med af fokuspunkter for at forsøge at optimere overførbarheden til de sportsspecifikke kvaliteter. Og mon ikke der så er nogle skarpe folk, der følger med herinde, som kan byde ind med hvorledes, vi måske kan gøre dette fokus endnu skarpere. Så hermed en opfordring til at byde ind, hvis nogle af jer ligger inde med nogle gode overvejelser.

Helt overordnet dikteres vores fokuspunkter i de forskellige variationer af power cleans eller øvelser relateret til denne af målet med øvelserne. Disse mål varierer i løbet af en periodiseringscyklus, men for at dette ikke kommer til at handle om periodiseringsmodeller, og for at gøre beskrivelsen så simpel som muligt, så lad os tage udgangspunkt i de af vores udøvere, som kører en klassisk blokperiodisering. Dette er typisk sprintere eller springere. Afhængig af individuelle hensyn følges ofte en progression af power cleans og øvelser relateret til denne bevægelse, som hedder: 

 

GFP: Dødløft (evt. fra pins) / Vendhiv

SFP: Vendhiv / Power cleans

KFP: Hang power cleans / Hang snatch

KP: Midtlår power cleans / Midtlår snatch

  

***** Hvis du er interesseret i hvorfor vi overhovedet bruger power cleans og relaterede øvelser, så læs nedenståend afsnit. Hvis ikke, så spring let over og gå direkte til vores fokuspunkter i de forskellige perioder*****

Målet med de ovenstående øvelser er generelt at forøge den gennemsnitlige effektudvikling (power) normaliseret til kropsvægt i et givent ROM af en triple ekstension. Det var en lidt langhåret beskrivelse, men i bund og grund handler det om at optimere på den relative effektudvikling i det ønskede ROM med en given belastning. Den relative effektudvikling er et udtryk for hvor megen effekt/power vi er i stand til at udvikle i en given bevægelse ift. vores egen kropsvægt. En forbedret relativ effektudvikling med belastninger, som minder om de belastninger vi udsættes for i vores sportsgren, vil medføre en forbedret præstation i accelerations- eller springevne (Hori et al. 2008). Naturligvis såfremt accelerations- og springteknikken ligeledes fordrer det.

 

Det ROM af triple-ekstensionen, som vi primært ønsker en træningsadaptation på, ligger i hele eller dele af 2.fasen af power cleans, da dette bedst matcher knæ- og hoftevinklerne i en acceleration eller en springers 2.sidste skridt og afsæt. Sekundært ligger det ved de lidt mindre knæ- og hoftevinkler, som vi typisk rammer ved de første fodisæt i en acceleration samt i de lidt dybere versioner af eksempelvis countermovement jumps. Disse matcher den sidste del af 1.fase i power cleans. Der er altså tale om et ganske simpelt, men vigtigt princip om specificitet.

 

Udover disse overvejelser dikterer power cleans-øvelsens tekniske natur også, at det reelt kun er i 2.fasen eller dele af den, at man arbejder ballistisk og dermed med maksimalt neuralt drive. Muligheden for at arbejde ballistisk i dele af en triple-ekstension er hele forudsætningen for, at det giver mening af løfte med en submaksimal belastning for at forbedre effektudvikling. I hvert fald for veltrænede udøvere. Hvis power cleans ikke fordrede dette, så kunne vi med fordel blot lave tunge dødløft i den ROM, som vi ønsker at forbedre. Her vil vi kunne arbejde med maksimalt neuralt drive og samtidig forskyde hele grafen for den teoretiske kraft-hastighedskurve opad, hvilket i sidste ende vil medføre en forbedring i effektudvikling. Forskydningen vil dog være størst omkring de høje kraftudviklinger og tilsvarende langsomme hastigheder. Dette er illustreret ved figur 1, som er en teoretisk figur baseret på resultater fra adskillige studier (Kawamori & Haff, 2004).

 

Figur 1: Teoretisk model for træningstilpasning ved tung styrketræning (Kawamori & Haff, 2004).

 

Når vi ikke udelukkende vælger denne træningsmetode, så skyldes det en formodning om, at dette ikke er den bedste metode til at forskyde kraft-hastighedskurven opad ved de hurtige hastigheder og tilsvarende mindre kraftudviklinger. Det er netop blot en formodning, da der stadig findes divergerende resultater i den videnskabelige litteratur omkring dette. Nedenstående teoretiske figur er fra samme review af Kawamori & Haff, og illustrerer hvorledes eksplosiv træning forskyder kraft-hastighedskurven mest ved de hurtige muskelkontraktioner og tilsvarende lavere kraftudviklinger, imens der sker en begrænset eller ingen forskydning ved stor kraftudvikling og tilsvarende lille eller ingen hastighed (isometrisk kontraktion).

 

Figur 2: Teoretisk model for træningstilpasning ved eksplosiv styrketræning (Kawamori & Haff, 2004).

  

På trods af manglende videnskabelig konsensus, er man som træner dog nødt til at træffe et valg af metode. Der er muligvis ikke forskelle i træningsrespons på de to metoder (tung vs. tungt+eksposivt) hos utrænede eller moderat trænede udøvere, men det er pt. vores bedste bud for veltrænede udøvere. De har brug for en langt større grad af specificitet i deres træning, og dermed er vores udgangspunkt at arbejde ved hele kontinua af kræfter og hastigheder. Dette er repræsenteret ved både meget tunge løft med dertil lav hastighed af bevægelsen til submaksimale løft med moderat hastighed til hurtige, ballistiske bevægelser kun med kropsvægt eller medicinbolde. Når alt dette er sagt, så vil vægtningen af de forskellige typer af træning for den enkelte udøver naturligvis afhænge af hans/hendes kapacitet sat ift. til de arbejdskrav, som han/hun er sat over for. Men vi snakker altså de store linjer her. Synes man, som jeg, at dette emne er enormt interessant, så kan jeg anbefale at læse Chris Beardsleys seneste blogindlæg om netop dette emne.

 

Det var en lang omvej for at komme hen til hvorfor power cleans overhovedet er relevant at have med i et træningsprogram til at forbedre accelerations- eller springevne. Omend en lidt vigtig omvej for at forstå bevæggrundene for, at målene i de forskellige perioder er, som de er. Den skarpe læser har derfor nok også gennemskuet udviklingen i målene for de forskellige perioder i den førnævnte blokperiodisering. De går fra at have stor fokus på stor kraftudvikling og træningsadaptationer ved de lidt mindre knæ- og hoftevinkler i GFP til at have fokus på stor hastighed (og stor ydre mekanisk effektudvikling) ved de lidt større knæ- og hoftevinkler. Så forenklet går vi fra at have fokus på kraftparameteren til at have fokus på hastighedsparameteren i løbet af en klassisk blokperiodisering med en afgrænset formtop.

 

*****Velkommen tilbage. Hvis du nåede igennem ovenstående afsnit, så får du lige en virtuel high five, fordi så har du nok samme interesse for applied biomekanik og træningsfysiologi, som undertegnede******

 

 

GFP:

Fokus i denne periode handler primært om at rykke på kraftparameteren i effekt-ligningen, dvs. at vi arbejder meget tungt og dermed også nødvendigvis ved lave hastigheder. Ligeledes har vi fokus på at få en træningseffekt ved de lidt dybere knæ- og hoftevinkler, som matcher de tilsvarende vinkler ved de første fodisæt i en acceleration eller vinklerne på 2.sidste skridt i et et-bens springafsæt. Det bruger vi adskillige øvelser til, men af øvelser, som relateres direkte til power cleans, kan nævnes dødløft og vendhiv (clean pulls). For unge udøvere eller udøvere med begrænset træningshistorik bruger vi dødløft fra jorden, imens den køres fra pins for mere erfarne udøvere. Fordelen ved pins er naturligvis, at vi kan køre lidt tungere, men det kræver ligeledes, at man som udøver er i besiddelse af en bagkæde, som kan modstå denne større belastning. Et specifik fokus vi ydermere har i dødløft er, at vi stort set altid kører den med en excentrisk fase og touch-and-go på jorden. Dette passer langt bedre med arbejdskravene og de sportsspecifikke bevægelser end alternativet, hvor det bliver en ren koncentrisk bevægelse.

Vendhiv bruger vi typisk lidt senere i GFP, og det er åbenlyst, at vi med denne øvelse allerede bevæger os en smule ned i belastning, men op i hastighed.  Også i denne øvelse kører vi med en forudgående excentrisk fase og touch-and-go.

 

 

SFP:

I denne periode begynder vi på egentlige power cleans, dvs. vi rykker igen et stykke ud på kraft-hastighedskurven mod et interval af større hastigheder og mindre belastninger. Det er ligeledes i denne øvelse, at vi typisk ser større forskelle på en vægtløfters optimale teknik og på de fokuspunkter, som vi forsøger at have i øvelsen. Første fase skulle gerne være relativt ens, imens den primære forskel sker i 2. og ikke mindst 3.fase.

 

Som nævnt i afsnittet omkring hvorfor vi overhovedet bruger power cleans, så er en submaksimalt belastet bevægelse kun interessant for en veltrænet udøver, hvis bevægelsen udføres ballistisk, dvs. med maksimalt eller tæt på maksimalt neuralt drive. Som sportsudøver vil vi gerne have en træningseffekt i HELE 2.fasen af løftet, og derfor er et fokuspunkt at eksplodere så snart stangen når fri af knæene. Dette er i modsætning til vægtløfteren, der typisk venter helt indtil, at stangen som minimum er omkring midtlår eller højere. Den tekniske konsekvens for sportsudøveren ved at eksplodere allerede så snart stangen når fri af knæene, er ofte, at stangen ikke følger låret på vej op i hoften, men typisk slipper låret og dermed kommer ud fra kroppen. Det betyder, at der skabes en større momentarm mellem vægtstang og hofteled, og dermed bliver vi mekanisk mindre effektive og løfter i sidste ende mindre. Udover at det måske kan gøre lidt ondt på egoet for sportsudøveren, så vil jeg hævde, at det er underordnet for den træningseffekt, som vi er ude efter. Så længe fokus er på at arbejde ballistisk, vil sportsudøveren have maksimalt neuralt drive og dermed have den maksimale kraftudvikling i agonisten. Når han så ikke kan løfte så meget, som hvis han anvendte en vægtløfters timing, handler det primært om, at han er mekanisk mindre effektiv, da vægtstangen kommer længere væk fra omdrejningspunktet og dermed skaber en større momentarm. Så i bund og grund er forskellen ikke i musklernes hurtige kraftudvikling, men i hvor mekanisk effektiv man er i sit løft.

 

Ud over dette så vil der også være forskelle i hvor man i bevægelsen rammer sin peak effekt/power og i sidste ende hvor meget vertikal hastighed man får på stangen ved fuld hofte- og knæekstension. Maksimal effekt, som i øvrigt er rigtig svær at tolke på ift. træningsadaptation og betydning, vil nok forekomme tidligere i 2.fase med sportsudøverens teknik ift. vægtløfterens teknik. Jeg har naturligvis ikke tal på det, men rent logisk må det være således. Her må både vægtstangens inerti, neuralt drive, musklernes længde-spændings forhold og momentet omkring hofteleddet spille ind, så det er vist et helt blogindlæg for sig selv. Den pointe, jeg blot gerne vil have med her, er, at for sportsudøveren ligger den største kraftudvikling og dertil langsommere kontraktionshastigheder omkring starten af 2.fasen i denne version af power clean, og i takt med at hastigheden på stangen stiger i løbet af 2.fasen, vil den mulige kraftudvikling tilsvarende falde. Hos vægtløfteren vil den største kraftudvikling ske ved den eksplosive tripleekstension omkring eller lige efter stangens passage af midtlår og derefter stige i hastighed frem mod fuld triple ekstension. Det betyder, at sportsudøveren og vægtløfteren rammer den maksimale kraftudvikling ved forskellige ledvinkler og muskellængder.

 

Følger vi princippet om specificitet ud i yderste potens, så er ovenstående interessant, når vi ser på ved hvilke ledvinkler, at der sker størst kraftudvikling i en acceleration eller i et spring. Dette sker i overgangen fra den excentriske fase til den koncentriske fase og dermed som tommelfingerregel ved de mindste eller tæt på mindste ledvinkler, som man ser i bevægelsen. Dermed vil man kunne hævde, at sportsudøverens version af power cleans er mere specifik ift. at matche, hvor man rammer den største kraftudvikling i den sportsspecifikke bevægelse. Omvendt så er matchende ledvinkler langt fra den eneste interessante faktor at se på. På trods af stor specificitet ift. ved hvilke vinkler, der sker størst kraftudvikling, så er matchende ledvinkler eksempelvis ikke en garant for at henholdsvis muskel- og senevæv har samme længde i de to situationer. Det har de sandsynligvis ikke, som beskrevet i et tidligere opslag på Facebook omkring hvorledes sener opfører sig under hurtige SSC’er. Helt kort kan sener beskrives som en mere rigid kraft-transducer ved tungere og lidt langsommere bevægelser, imens de fungerer mere som en effekt-forstærker i hurtige SSC, hvor der ophobes energi i den excentriske fase, som senere frigøres i den koncentriske fase (Earp et al. 2014). Et forsigtigt bud er altså, at senevævet omkring knæ- og hofteled sandsynligvis er strakt længere ud i accelerationen sammenlignet med i power cleans på trods af evt. matchende ledvinkler i de to situationer. Dermed må muskellængden tilsvarende være kortere i accelerationssituationen og længere i sportsudøverens power cleans.

 

KFP

I den konkurrenceforberedende periode bevæger vi os mod hang power clean og ligeledes introduceres hang power snatch (råtræk). Igen i lidt modificerede versioner ift. hvad der anses for at være god vægtløftningsteknik. I hang power cleans er startpositionen ekstenderede knæ- og hofteled. Herfra startes en relativt hurtig excentrisk fase, hvor stangen føres ned til lige over knæene, og derefter så kraftfuldt som muligt udføres 2.fasen som i power cleans. Dette vil skabe mulighed for en større kraftudvikling i starten af den koncentriske fase af løftet ift. power cleans, såfremt man arbejder med samme belastning. Af den simple grund at systemets (stangen+kroppen) inerti ift. den ønskede bevægelsesretning er større. I power cleans bevæger stangen og kroppen sig allerede med en hastighed opad, når man eksploderer i 2.fasen, hvilket er modsat i hang power cleans, hvor man eksploderer, når stangens vertikale hastighed er nul eller måske reelt nok stadig i sin bremsende, excentriske fase. Jævnfør sammenhængen mellem kontraktionshastighed og kraftudvikling, så danner dette altså grundlag for, at man kan opnå en større kraftudvikling ved hang power cleans ift. power cleans.

 

Udover at den excentriske fase skaber mulighed for større kraftudvikling ved at vi simpelthen starter med større inerti i hang power cleans, så vil opbygningen af elastisk energi i senerne i den bremsende del af den excentriske fase ligeledes bidrage positivt til kraftudviklingen og i sidste ende nok hastigheden på stangen. Man kan se hang power cleans med forspænding som øvelsens svar på et countermovement jump.

 

Følges princippet om specificitet videre i denne periode, så giver det ligeledes mening at anvende hang power cleans med en forspænding, da langt de fleste sportsspecifikke bevægelser netop inkluderer en excentrisk fase efterfulgt af en koncentrisk. Ved hang power cleans sker overgangen fra den excentriske fase til den koncentriske fase ligeledes ved en knæ- og hofteledsvinkel, som ligger tæt på den, som vi ser i en tidlig acceleration eller i et to-bens afsæt. Udover hang power clean udfører vi hang power snatch ud fra samme principper i denne periode. Her er den primære forskel blot, at vi igen bevæger os ud mod endnu højere hastigheder i bevægelsen, da belastningen falder som naturlig konsekvens af at den vertikale arbejdsvej forøges. Nedenstående er en video af Sara Slott Petersen, som udfører hang power snatch ud fra ovennævnte fokuspunkter.

 

 

Her er det tydeligt, at stangen ikke kommer op i hoften, men slipper lige over midtlår, som konsekvens af det tekniske fokus. Det er dog helt ok ift. hvad vi vil med øvelsen. Vi behøver ikke at være så mekanisk effektive i bevægelsen, men har bare brug for en maksimal eller tæt på maksimal muskulær kraftudvikling med den givne belastning. I Saras situation er belastningen relativt lille, og hun kan derfor tillade sig at hente den relativt højt i 3.fasen.

 

KP

I konkurrenceperioden bevæger vi os mod en endnu mere begrænset ROM og rent fysisk bliver fokus at formtoppe ved at optimere på RFD og maksimal effektudvikling. Her spiller øvelsesvalg og træningsdosering naturligvis meget ind. Vi bruger power cleans og power snatch-versioner med ROM fra midtlår eller højere til fuld triple-eksension. Som i foregående periode ligeledes med en excentrisk fase, så kraft- og effektudviklingen maksimeres. Når vi udfører øvelsen fra midtlår, så rammer vi ligeledes transitionen fra excentrisk til koncentrisk bevægelse ved en større knæ- og hoftevinkel. Dermed kommer den største instantane kraftudvikling også til at ligge her. Overføres dette til en sportsspecifik situation, så vil det matche knæ- og hoftevinkler ved den sene accelerationsfase. Ligeledes vil det matche knævinkler, men ikke nødvendigvis hoftevinkler, ved flere typer af et-bens springafsæt. Graden af specificitet ift. bevægelsesmønster stiger ligeledes i denne periode. Den korte arbejdsvej minder meget om arbejdsvejen, som ses i et-bens afsæt og i den sene accelerationsfase.

Det viser sig også, at den maksimale, instantante effektudvikling (peak power) målt ud fra underlagsreaktionskraften er større ved midtlår power cleans udført ved 60% af 1RM sammenlignet med de andre versioner af power cleans udført ved samme belastning (se figur 3).Maksimal, instantan effektudvikling er dog svær at tolke på ift. betydningen for en sportspecifik præstation, da den principielt kun fortæller noget om en meget begrænset del af den koncentriske bevægelse. At man udvikler større maksimal effekt i power cleans fra midtlår sammenlignet med de andre versioner, kan reelt blot være et udtryk for at man har ramt et mere optimalt længde-spændingsforhold på agonisterne til at udvikle kraft ved lige nøjagtig den hastighed, hvor maksimal, instantan effekt indtræffer i bevægelsen. Omvendt udelukker det dog ikke, at man reelt også udvikler større gennemsnitlig effekt i den koncentriske bevægelse, og dette er som sagt et mål i sig selv i denne periode.

 

 Figur 3: Peak power værdier ved forskellige versioner af power cleans (Comfort et. al. 2011).

 

Et eksempel på hvorledes midtlår power cleans med forudgående excentrisk fase kan se ud, illustreres i nedenstående video af atletikudøver, Janick Klausen. Det er en makstest, hvor han løfter 140 kg, som er præcist 2x kropsvægt, og både de tekniske fokuspunkter og mangler bliver dermed også ekstra udtalte. Videoen giver naturligvis ikke et fair billede af Janicks 3.fase, som den ser ud til træning, men jeg har alligevel fået lov til at tage den med, fordi den giver et rigtigt godt billede af den massive kraftudvikling på meget kort tid, der skal til, for at han kan få nok vertikal hastighed på stangen til at løftet lykkedes.

 

 

Jeg synes, at videoen netop er interessant, fordi den viser et helt klart teknisk fokus i 2.fasen, og ligeledes et noget mindre teknisk fokus i 3.fasen. Det er et delvist bevidst valg fra Janicks og hans træner, Lars Nielsens side, da fokus i 2.fasen gerne skulle medvirke til at optimere på en ønsket træningseffekt, imens 3.fasen blot skal hentes sikkert nok til ikke at blive skadet. Det er rent cost-benefit fra deres side ift. tiden, der bruges i vægtlokalet. Nogle vil måske med rette hævde, at Janick nok ikke skal have for mange gentagelser med denne 3.fase, hvis han vil holde skuldre raske, men det er således også kun få gange i løbet af en makrocyklus, at han tester maksimalt. 

 

Kort opsummering

Nogle sportsudøvere kan ikke udføre power cleans særligt godt. Punktum. Det er helt fair at hævde. Andre kan ikke udføre power cleans særligt godt, når de bliver vurderet ud fra hvad der er god teknik i vægtløftning, og ikke ud fra hvad deres specifikke mål er med øvelsen. Det er omvendt ikke helt fair, og her har jeg nok ønsket at nuancere tilgangen en smule. Et spørgsmål som rent perspektiverende trænger sig på er, om vi overhovedet skal bruge power cleans i den nuværende version for sportsudøvere eller alternativt blot lave en triple ekstension med en lineær position transducer for at måle på arbejdsvej, hastighed og effektudvikling. Sidstnævnte vil være noget mere udstyrs- og tidskrævende, men det kunne være et reelt alternativ. Hvad er dit bud? Ændrer de beskrevne fokuspunkter så meget på den traditionelle power clean, at den bliver en bastard, som ikke er værd at udføre eller kan de bidrage til at gøre fokus på øvelsen endnu skarpere for sportsudøvere? Måske er det blot en teoretisk diskussion, som rent praktisk ikke gør nogen forskel?


Referencer:

Hori, N., Newton, R. U., Andrews, W. A., Kawamori, N., McGuigan, M. R., & Nosaka, K. (2008). Does Performance of Hang Power Clean Differentiate Performance of Jumping, Sprinting, and Changing of Direction? Journal of Strength and Conditioning Research, 22(2), 412–418. http://doi.org/10.1519/JSC.0b013e318166052b

Kawamori, N., & Haff, G. G. (2004). The optimal training load for the development of muscular power. Journal of Strength and Conditioning Research, 18(3), 675–684. http://doi.org/10.1519/1533-4287(2004)18<675:TOTLFT>2.0.CO;2

Earp, J. E., Newton, R. U., Cormie, P., & Blazevich, A. J. (2014). The influence of loading intensity on muscle-tendon unit behavior during maximal knee extensor stretch shortening cycle exercise. European Journal of Applied Physiology, 114(1), 59–69. http://doi.org/10.1007/s00421-013-2744-2

Comfort, P., Allen, M., & Graham-Smith, P. (2011). Kinetic comparisons during variations of the power clean. Journal of Strength and Conditioning Research, 25(12), 3269–3273. http://doi.org/10.1519/JSC.0b013e3182184dea

Tilføj ny kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.