Pose Running vs. Sir Isaac Newton

Er du nogensinde stødt på konceptet, Pose running? Og er du blevet overbevist om, at dette er vejen frem med argumenter som ”du mindsker skadesrisikoen ved løb”, ”du bruger mindre energi i dit løb” eller hvad med ”du lærer at bruge tyngdekraften til at skabe fremdrift”? Vil du gerne leve videre i denne illusion, så undlad at læse dette indlæg. Hvis du omvendt gerne vil have et mere nuanceret syn på tingene, så god læselyst…


Baggrunden

”Det giver slet ikke mening”, var indrømmet min første tanke, da jeg hørte om løbekonceptet, Pose running. Jeg var stødt på konceptet via én af Danmarks bedste mellemdistanceløbere, Jakob Hoffmann, som netop havde diskuteret gyldigheden af principperne med en Pose running instruktør til et Motiondanmark løbeseminar. Hans gengivelse af principperne bag Pose running hang på ingen måde sammen med helt grundlæggende biomekaniske principper, men omvendt havde konceptet vundet stor popularitet verden over -  specielt i triatlet- og Crossfit-kredse. Har man in mente, at de træningsmetoder, som man indenfor fysiologien og biomekanikken beviser effekten af med videnskabelige forsøg, ofte er noget, som man i årevis har kendt effekten af i de praktiske træningsmiljøer, så skal man passe på med at dømme Pose running ude fra starten. Derfor vil jeg i dette indlæg diskutere gyldigheden af Pose runnings principper ud fra en biomekanisk tilgang og samtidig gennemgå de få studier, som der trods alt er lavet på konceptet.



Hvad er Pose Running?

Den bedste måde at finde den helt korrekte beskrivelse af Pose running metoden må være fra hestens egen mund. Manden bag Pose running hedder Nicholas Romanov og på sin hjemmeside posetech.com beskriver han overordnet principperne for Pose running. Det har naturligvis ikke noget med en pose at gøre, men handler om at finde den korrekte kropsholdning eller –position, så man kan løbe både stærkere, med større effektivitet (bedre løbeøkonomi) og være mindre udsat for skader. Et rent Kinderæg for løbere med hele 3 ting på én gang!

Det helt overordnede princip går ud på at placere og holde kroppen i en let foroverbøjet position, hvor man kan bruge tyngdekraften som en fremdrivende kraft. Teorien bag denne teknik er, at man IKKE aktivt skal bruge sit standben til trykke bagud mod jorden, så man presser kroppen fremad i løberetningen, men blot lade sig falde forover og lade tyngdekraften skubbe kroppen fremad. Smart - løb stærkt uden selv aktivt at bruge energi på at skabe fremdrift. Når man har ladet tyngdekraften presse sig fremad, så skal man finde tilbage til sin ”pose”, hvilket gøres ved, at man at bruger baglårmusklerne på standbenet til at trække foden op under balden. Herefter lander man på modsatte ben, der sættes i jorden lige under kroppen. Ifølge Pose Running-konceptet er denne sidste fase den eneste, hvor man bruger musklerne aktivt i løbet, dvs. hvor man aktivt trækker foden på standbenet op mod balden. Er man interesseret i en grundigere beskrivelse af alle aspekterne ved Pose running kan man læse en dansk artikel inklusiv video om det her eller fra den primære kilde her. Derudover har den danske Pose running-træner, Ole Stougaard, sin egen klumme på Tv2, hvor han forklarer og anbefaler Pose running-principperne.



Kan man bruge tyngdekraften til at skabe fremdrift?

Det korte og utvetydige svar er ”nej, no, njet, pas”.

For det mere dybdegående svar kan biomekanikken hjælpe os. Biomekanik handler i bund og grund om beskrivelse af biologiske systemer ud fra et mekanisk perspektiv, herunder beskrivelse af kropslig bevægelse og hvad der forårsager denne. Tager man eksempelvis en 100 m løber, så kan man bruge biomekanikken til at beskrive hans position, hastighed og acceleration til forskellige tidspunkter og derudover beskrive hvilke kræfter, der forårsager denne bevægelse. Biomekanikken kan og bliver endvidere brugt til at optimere på bevægelser hvad enten det handler om specifikke sportsbevægelser, arbejdsmiljø eller rehabilitering.

I denne gren indenfor fysikken spiller Sir Isaac Newtons læresætninger om naturlove en meget central rolle, og efter at have læst om Pose running principperne, sidder jeg med en lille mistanke om, at den gode Hr. Romanov og hans disciple har haft travlt med at løbe foroverlænet imens der blev undervist i grundlæggende biomekanik. Viser det sig nemlig, at Pose runnings forklaringer reelt er gyldige, så bliver vi nødt til at forkaste Sir Isaac Newtons mekaniske love, og dem har vi trods alt brugt de sidste par hundrede år til at bygge skyskrabere, rumraketter, biler, broer m.m. med. Fra fysiktimerne på gymnasiet vil nogle måske kunne huske Newtons 3.lov:

 "Enhver aktion vil altid modsvares af en ligeså stor, modsat rettet reaktion."

 

Som eksempel kan man forestille sig, at man læner sig opad en væg, hvorved man påvirker den med en kraft rettet ind mod væggen (grøn pil på billede 1). Newtons 3.lov fortæller os, at væggen samtidig vil påvirke os med samme kraft blot i den modsatte retning (blå pil på billede 1). Så trykker vi hårdt ind mod en væg, så vil den trykke lige så hårdt tilbage på os.

 

 

Billede 1: Aktion lig reaktion. 

 

Samme princip gør sig gældende, når vi bare står stille på jorden. Så vil vi påvirke jorden med en kraft, der svarer til vores masse ganget med tyngdeaccelerationen (9,82 m/s^2), fordi det netop er den kraft, som jorden trækker i os med. Når vi påvirker jorden med en kraft nedad, så påvirker jorden altså os opad med en tilsvarende modsatrettet kraft. Denne bliver kaldt underlagsreaktionskraften. Fra hverdagen kan vi få tal på denne kraft ved at stille os op på en badevægt. Den måler kraften, som vi påvirker jorden med og via Newtons formel for 2.lov: Kraft = masse*acceleration, kan den fortælle os vores masse, hvis vi står stille.

Fører vi principperne for aktion lig reaktion over på løb, så betyder det helt overordnet, at hvis vi skal bevæge os fremad, så skal vi påvirke jorden med en kraft i modsatte retning, dvs. bagud. Forestil jer eksempelvis en 100 m sprinter, som sidder i en startblok. Når han trykker ind mod startblokken, så trykker den på ham med samme kraft i den modsatte retning, hvilket i sidste ende skaber bevægelse. Samme princip er gældende, når sprinteren når sin topfart. Her skal han fortsat påvirke jorden i en bagudrettet bevægelse for at holde sin horisontale fart, som ellers ville falde på grund af vindmodstand og friktion. Derudover skal han ligeledes arbejde imod tyngdekraften, som konstant trækker ham vertikalt ned mod jorden.

Størrelsen af disse kræfter kan vi få et mål på ved eksempelvis at lade en sprinter løbe henover en kraftplatform. En kraftplatform er i bund og grund en avanceret badevægt, der kan måle kræfter i 3 forskellige retninger. Denne forsøgsopstilling er gennemført i adskillige studier for forskellige typer af løbere og i forskellige faser af løbet (acceleration, topfart, deceleration). Fra disse studier ved vi, at underlagsreaktionskraften i den vertikale retning typisk ligger mellem 1,5-3x kropsvægt, dvs. at hvis vi lod en person på 100 kg løbe over en badevægt, så ville badevægten vise en vægt på 150-300 kg alt efter hvorledes og hvor hurtigt man løber samt i hvilken fase man er i i sit løb. Den horisontale kraft er meget mindre og ligger typisk i området 0,1-0,5x kropsvægt. Dette fortæller os, at en stor del af de kræfter som en løber skal generere, faktisk går med at bremse den vertikale bevægelse nedad, som skyldes tyngdekraften. Med det in mente, kan det jo undre gevaldigt, at Pose Running-tilhængere kan finde på at hævde, at den eneste fase, hvori man aktivt bruger benmusklerne, er fasen hvori man trækker hælen op mod balden. Hvad skal så bremse de 150-300 kg, som vores fornævnte løber lander med?

 

Her vil den gode Nicholas Romanov og andre Pose running-tilhængere sandsynligvis svare, at det gør den forspænding, som opbygges i musklerne, når man lander på jorden. Det er dog noget vrøvl, fordi man kan umuligt opbygge en brugbar forspænding i sener, hvis man ikke aktivt spænder i den givne muskel. Som læser af denne blog kan du jo teste dette derhjemme, hvis du skulle tvivle på min argumentation. Du sidder sikkert foran din computer lige nu. Stil dig op på stolen, og forbered dig på at hoppe ned på gulvet. Idet du springer, så slap fuldstændig af i samtlige muskler i hele kroppen, og se om det skaber en forspænding i benene, som får dig til at blive på benene eller måske hoppe videre som en hoppebold… Eller nej, lad være med det. Jeg vil gerne beholde dig som læser af denne blog, så nøjes med at forestille dig, hvad der ville ske.

Måske vil Hr. Romanov endda hævde, at vores løber lander med de 1,5-3 gange egen kropsvægt i den vertikale retning, fordi han ikke via Pose running-teknikken har lært at kontrollere tyngdekraften til at bevæge sig fremad i stedet for nedad. Her er det dog vigtigt at have for øje, at tyngdekraften ALTID virker ind mod jordens centrum, dvs. nedad. Det er altså tyngdekraften, der er årsag til, at løberen lander med 1,5-3 gange egen kropsvægt i vertikal retning, og det kan altså ikke ændres uanset hvilken position man lander i. Selvom det ville være rigtig smart, så kan man altså ikke lige pludselig få tyngdekraften til at skubbe sig fremad i stedet for nedad. På samme måde kan man ikke få en bowlingkugle til at bevæge sig lodret op i luften, hvis man ruller den hen ad jorden.

 Det eneste, som tyngdekraften kan ift. løb, er, at bidrage til at skabe rotation. Rent biomekanisk ser man altid tyngdekraften, som en kraft, der går igennem kroppens massemidtpunkt, så alene kan den dog ikke skabe rotation. Lad mig illustrere det med 2 videoer.

Første videosekvens viser ganske enkelt, at jeg hopper ned fra en plint. Tyngdekraften trækker mig lodret ned mod jordens centrum og den kan hverken skabe rotation eller fremdrift. Very simple.

 

 

Anden videosekvens er mit forsøg på empirisk at undersøge om tyngdekraften kan skabe fremdrift, når jeg står på jorden. I videoen har jeg udelukkende fokus på at holde kroppen helt strakt, efter jeg lader mig falde forover. Ville jeg slappe af i alle muskler på samme tid, så ville jeg falde sammen på stedet, og resultatet ville altså blive det samme, som i video 1. Det gør jeg dog ikke, og i det moment, hvor jeg lader mig falde forover og mit massemidtpunkt dermed bevæger sig ud over min berøringsflade med madrassen, så begynder jeg at rotere. Det kan let blive en teoretisk diskussion, men her kan man godt hævde, at tyngdekraften bidrager til at skabe rotation. Dog er hele forudsætningen for, at dette kan ske, at jeg aktivt spænder i kroppen, og dermed påvirker madrassen med kraft igennem min berøringsflade. Overfører vi dette princip til løb, så kan man teoretisk godt hævde, at tyngdekraften bidrager til at skabe forover-rotation forudsat, at vi altså aktivt står imod på vores standben. Der er dog stor forskel på fremdrift og rotation, og tyngdekraften kan altså aldrig nogensinde skabe fremdrift, heller ikke selvom Pose running instruktører flot beretter, ”at man kan lære at kontrollere tyngdekraften”. Så i bund og grund er det uinteressant, at tyngdekraften kan hævdes at medvirke til at skabe rotation, da det altså IKKE skaber fremdrift.

 

 

  


Kan Pose running minimere skadesrisikoen?

Nok er Pose runnings forklaringer på, hvorfor netop denne løbestil skulle være mere effektiv på ingen måde plausible, men det forhindrer dog ikke, at denne måde at løbe på kan tænkes at minimere risikoen for visse skader. Det hævder de i hvert fald selv, og det vil jeg kigge lidt nærmere på i det følgende.

På posetech.com refererer de til dette sydafrikanske studie. Her fandt man, at pose running-teknikken reducerede det excentriske arbejde over knæleddet, og noget de kalder ”knee power absorption”, når man sammenlignede med en løbeteknik, hvor man lander på hælen først. På baggrund af disse fund konkluderede man på posetech.com, men ikke i selve studiet (!), at pose running-teknikken reducerede risikoen for knæskader. Det kan man naturligvis ikke gøre, men omvendt er jeg tilbøjelig til at give dem delvis ret. Der er dog en lille hage ved det…

Når vi lander i et løbeskridt, kan vi over flere led absorbere noget af den kraft, som vi lander med. Gør vi ikke det og lander på hælen med helt strakte ben, så vil megen af kraften føres direkte op til rygsøjlen, og det vil være smertefuldt. Dette er naturligvis ikke formålstjenligt, så det vil være oplagt at absorbere noget af kraften og desuden bruge den til forspænding over ankel-, knæ- og hofteled, inden den når rygsøjlen. Over ankelleddet er det lægmuskulaturen, som kan absorbere noget af kraften, og over knæleddet og hofteleddet er det henholdsvis forlåret og balden, som har samme funktion.

Lander man på hælen, sætter vi i princippet lægmusklen ude af stand til at have førnævnte rolle i landingen, og kraften føres direkte videre til knæ- og hofteled. Dermed har man kun to led, hvori absorptionen kan ske, og disse led skal arbejde hårdere excentrisk. Dette kan de som udgangspunkt godt klare rent fysiologisk, men det øger naturligvis belastningen og dermed teoretisk skadesrisikoen. Pose running og i princippet bare forfodsløb, som man ser stort set alle topeliteløbere bruge, tillader at denne absorption kan ske over alle 3 led, og belastningen på knæ- og hofteled mindskes dermed. Derfor kan jeg i hvert fald godt teoretisk købe, at Pose running potentielt kan mindske skadesrisikoen omkring knæleddet.

 

Hagen ved det hele er dog, at har man været hælløber i hele sit liv, så er lægmuskulaturen og achillessenen ganske enkelt ikke stærk nok til at begynde at løbe på forfoden uden en lang tilvæningsperiode. Dette bekræftes af nogle af forskerne tilknyttet netop det studie, som posetech.com refererer til. På denne i øvrigt meget anbefalelsesværdige, blog beskrives hvad der skete med forsøgspersonerne efter studiet: 

“…of the twenty runners who were trained, more than half broke down with calf muscle injury, Achilles tendon strains” 

Dette er tankevækkende, når man har for øje, at instruktøren til Pose running-teknikken i dette studie var Nicholas Romanov selv. Så nok kan Pose running eller andre typer af forfodsløb tænkes at minimere stresset på knæ og hofteled, men omvendt øger de det tilsvarende på ankelledet. Dette er som udgangspunkt ikke negativt, men kræver blot, at man har en meget langsom progression, når man skal vænne sig til at gå fra hælløb til forfodsløb.



Forbedrer Pose running-teknikken løbeøkonomien?

Jeg er stødt på to studier, som har undersøgt dette. Det ene studie, som jeg desværre kun har kunnet skaffe abstractet af, refereres der til på Pose runnings egen webside, posetech.com. Dette fandt, at Pose running-teknikken ikke forbedrede løbeøkonomien ved 12 km/t. Jeg har ikke kunnet vurdere kvaliteten af studiet, da jeg ikke har hele artiklen, men det er publiceret i en relativt ukendt journal.

Det andet studie var udført på 16 triatleter, hvor halvdelen fungerede som kontrolgruppe, imens den anden halvdel gennemgik 12 uger træning i Pose Running-teknikken. Her målte man på løbeøkonomien (iltforbruget) ved 15 km/t både før og efter de 12 ugers træning. Interessant nok fandt man, at løbeøkonomien for triatleterne, der løb med pose-teknikken faktisk blev signifikant dårligere ( fra 3,28 L O2/min til 3,53 L O2/min) efter de 12 ugers træning.

Her kan man godt argumentere for, at 12 uger ikke er lang tid nok til at indarbejde en ny løbestil og gøre den effektiv. Derudover vil Pose running-folkene måske endvidere hævde, at instruktionen ikke har været god nok, men ikke det ændrer ikke ved det faktum, at de ikke med videnskaben i hånden kan hævde, at Pose-teknikken kan få dig til at bevæge dig hurtigere med mindre indsats. Det modbeviser studiet på de 16 triatleter netop.



Kan Pose running-konceptet så overhovedet bruges til noget fornuftigt?

Som udgangspunkt hænger deres forklaringer på, hvorfor Pose running skulle være en overlegen løbeteknik ikke sammen med helt grundlæggende, biomekaniske principper. Endvidere kan vi ikke med videnskaben i hånden hævde, at teknikken hverken mindsker skadesrisikoen eller forbedrer løbeøkonomien. Måske endda tværtimod i sidstnævnte tilfælde.

Når det er sagt, så mener jeg faktisk, at nogle af deres tekniske fokuspunkter i løb er udmærkede. Deres forklaringer er bare forkerte. Sådan noget som at forsøge at lande på forfoden tæt under massemidtpunktet samt at trække hælen op under balden giver alt sammen mening, når man skal optimere på den biomekaniske effektivitet ift. at løbe stærkt. Lander man tæt under massemidtpunktet minimerer man den horisontale bremsefase, og lander man samtidig på forfoden kan man endvidere udnytte en effektiv forspænding i lægmuskulaturen/ achillessenen, som kan bruges, når man trykker aktivt bagud mod jorden.

Det giver ligeledes god mening at have fokus på at trække hælen op under balden, da det gør skridtcyklussen hurtigere og samtidig minimerer inertimomentet omkring hofteleddet. De glemmer bare, at det først skal gøres EFTER man aktivt har trykket skråt bagud mod jorden. Det er nemlig lige nøjagtigt det, som skaber fremdrift jf. Newtons 3.læresætning om aktion lig reaktion. I mangel af bedre har jeg lavet nedenstående video i langsom gengivelse, som viser hvorledes det nogenlunde ser ud, når man har disse fokuspunkter. Teknikken er meget sprintpræget, men med relativt få justeringer vil den kunne gøres mere relevant for langdistanceløbere.

 

 

 

Kommentarer

Hej Thomas.
Tak for et rigtig godt indlæg. Jeg er enig i dine forklaringer og synspunkter, og særligt i at landingen bør foregå på for eller midtfod så tæt under massemidtpunktet som muligt - det er efter min mening pose runnings bidrag til løbeteknikken. I hvert fald den almindeligt kendte teknik. 
Pose running kommer jo også samtidig med større popularitet for flade sko uden hævet hæl. Og i sko med hævet hæl er det stort set umuligt ikke at være hæl-lander og dermed have en horisontal bremsefase i landingen.
Mvh, Skovmand.

Hej Skovmand.

Tak for din kommentar. Håber alt er vel!

Ja, landing på forfod, så du ikke arbejder imod din fremadgående bevægelse ved at sætte hælen i jorden (igen aktion lig reaktion ;-)) Det er dog ikke en løbestil, som man bør begynde på fra én dag til den anden, fordi belastningen på triceps surae og dermed achillessene lige pludselig bliver relativt stor, hvis du er vant til hællanding eller landing på flad fod. 

Ift. hvor landingen skal foregå, så er det faktisk ikke så entydigt endda. Handler det om maksimal sprint, hvor du befinder dig i topfarten, så vil du have fordel i at placere foden lidt længere foran dig selv, men i en bevægelse, hvor underbenet allerede er i gang med at bevæge sig bagud. Handler det om mellem- eller langdistanceløb, så vil jeg også instruere i at placere foden tættere under tyngdepunktet, men aldrig lige under eller bagved, fordi så ryger du naturligvis på snuden.

Jeg mener faktisk ikke, at Pose running kan tage æren for at bidrage med med fodisætning under tyngdepunktet, men jeg vil give dig så meget, at de nok har været gode til at få det ud til masserne. Man har arbejdet med disse fokuspunkter i atletik lang tid før nogen overhovedet opfandt Pose running.

Ja, sko uden eller med minimal hælstøtte får dig op på fodbalden, fordi det er simpelthen for smertefuldt at lande på hælen. Du kan dog godt løbe på forfoden og så stadig bremse din bevægelse. Så vil du se, at løberen nærmeste stikker til jorden med tæerne.

Jeg misforstår muligvis hvad du mener med en sko med hævet hæl. Hvis du mener en traditionel løbesko, hvor der er meget stødabsorbering, så er jeg ikke enig i, at det er umuligt at være andet end hællander. Et smut ud på Aarhus stadion eller et hurtigt kig på youtube, så kan du se, at alt fra sprintere til de bedste langdistanceløbere lander på forfoden i helt almindelige løbesko. Det er bare et spørgsmål om at holde dit massemidtpunkt højt nok eller at løbe stærkt nok. Begge dele får dig væk fra en hællanding.

Jeg havde ikke hørt om pose running før men det var en fin gennemgang, og jeg kunne især godt lide det sidste afsnit om hvad man så alligevel kan bruge noget af det til. Jeg vil da prøve at imitere din løbestil når jeg begiver mig ud i verden. Et par småting: 
Du skriver: "Det er nemlig lige nøjagtigt det, som skaber fremdrift jf. Newtons 2.læresætning om aktion lig reaktion". Tidligere refererer du til den som 3. lov, og det ville de fleste fysikere nok nærmere kalde den. 
Du skriver også at studiet med de 16 triatleter modbeviser at pose teknikken er giver god løbeøkonomi. Ud fra de forbehold du selv tager kan man vel ikke sige at det er modbevist? Jeg er helt enig i at man ikke kan bruge studiet som en støtte til pose running, men et egentlig modbevis har jeg svært ved at se det som. 
Det var småting i en meget velskrevet artikel. Endnu engang tak. 

Hej Jesper.

Mange tak for det!

Jeg skal lige understrege, at dette blogindlæg ikke er lavet, fordi jeg vil have folk til at løbe, som jeg gør i videoen. Det skulle blot fungere som et eksempel på at illustrere nogle af de punkter, som vi har fokus på som sprintere. Som skrevet så kan man sagtens have nogle af de samme tekniske fokuspunkter som mellem- eller langdistanceløber, men teknikken skal naturligvis modereres fra at have primlært fokus på at udvikle maksimal ydre mekanisk effekt til at have mere fokus på at minimere energiforbruget ved en given hastighed. Et eksempel kunne være, at jeg for en langdistanceløber eksempelvis ikke vil have fokus på at trække hælen med tæt op under balden, men tillade at hælen er længere væk. Det er rigtigt, at det vil minimere inertimomentet ved at gøre det, men det vil samtidig også øge kravene til dit baglår og din hoftebøjer med tilsvarende forøget energiforbrug. Så der er altid tale om en afvejning.

Du har fuldstændig ret med hensyn, at jeg er kommet til at skrive Newtons 3.lov i stedet for 2.lov. Det er hermed rettet. Dejligt at jeg har opmærksomme læsere som dig :-)

Ift. forsøget med triatleter så er forbeholdet taget for at forsøge at bedømme Pose-metoden så fair som muligt. Jeg er ikke i tvivl om, at lavede du forsøget over 12 måneder, så ville du få samme resultat, men læseren skulle aliigevel have indblik i, at man kan tage visse forbehold. Èn af konsekvenserne ved at gå over til Pose-running er, at din skridtlængde forkortes, fordi der netop ikke er fokus på, at trykke aktivt i skridtet. Det betyder, at din skridtfrekvens stiger, og det er mit bud på hvorfor man i forsøget ser en forringet løbeøkonomi. Ellers har du ret, at helt stringent så kan man ikke konkludere at det på baggrund af studiet er modbevist at Pose running forbedrer løbeøkonomien, hvis man holder på forbeholdet. Der er dog forbehold i alle studier, og vi kan ligeledes kun sige ting med 95% sikkerhed.

Men dejligt at du generelt fandt artiklen brugbar. Følg endelig med fremover.

Interessant og godt skrevet.
Jeg studsede lidt over din konklusion om at underlagsreaktionskraften altid vil være den samme. Så vidt jeg lige kan ræsonnere mig til, må den primært være afhængig af den lodrette forskydning af løberens tyngdepunkt og sekundært skridtlængden. Så hvis en bestemt løbestil fordrer kortere skridt, vil underlagsreaktionskraften også blive mindre forudsat løberen ikke begynder at hoppe mere, og derved kan der spares noget spildenergi. Bare en tanke.

Hej Jensen

Tak for din kommentar, men jeg kan desværre ikke helt følge dig, fordi det mener jeg ikke umiddelbart, at jeg har konkluderet. Kan jeg få dig til at give mig et eksempel fra teksten? Medmindre du står helt stille, så vil underlagsreaktionskraften konstant ændre sig.

En løbestil der fordrer kortere skridt og dermed mindre underlagsreaktionskraft er ikke nødvendigvis ensbetydende med en mere økonomisk løbestil, fordi konsekvensen bliver nødvendigvis, at du må tage flere skridt for at nå samme distance.

Spændende læsning jeg har søgt længe efter nogen som argumenterede kritisk over for pose.Jeg synes godt nok du er galt på den, angående landingen og muskelkraft, Ole som du nævner påstår ihvertfald ikke at du ikke skal bruge muskelkraft i landingen, for du bliver nød til at modvirke tyngdekraften, og lave et lille afsæt eller hop, men farten skulle komme via tyngdekraften altså faldet.
kunne du forklare mig hvordan bladerunner løber så pokkers stærkt, hvis du har ret, han kan ikke lave noget afsæt som du taler for.
Hvis du har set en af videoerne hvor dr. Romanov løber på is, ellers find den,kunne du så forklare mig hvordan han kan løbe så stærkt i en skøjtehal. Uden at jeg er den store fysiker så tænker jeg at man kan hoppe op af på is(poserunning), men ikke sætte af som du påstår er nødvendigt.
håber du kan svare
Jan

Hej Jan.

Mange tak for dit input. Det er super med lidt kommentarer.

 

Følgende er fra Ole Stougaards klumme hos tv2.dk, som jeg også linker til i artiklen: 

"Meget simplet består løb a tre elementer:

1) En position, hvor vi er i balance

2) Et fald fremad fra balance

3) At genskabe balancen og komme tilbage til punkt 1

Det eneste, vi bruger vores muskler til, er når vi i punkt 3 løfter foden aktivt fra jorden op under balden. Det er meget lidt muskelaktivitet, og det er en af grundende til at løb er så let."

Hvordan læser du det? Jeg har prøvet mange gange, men kan ikke læse det anderledes end, at når vi ikke bruger vores muskler til andet en at løfte foden aktivt fra jorden op under balden, så må det være fordi vi ikke bruger dem i andre faser. Enten er der muskelaktivitet eller også er der ikke.

Jeg er helt enig i, at man skal bremse tyngdekraften, som hiver dig ind mod kroppens centrum, dvs. ned mod jorden, men den kan bare aldrig nogensinde flytte dig andre steder hen alene. Bliver du kastet ud fra en flyvemaskine bevæger du dig også kun nedad (ser man bort fra luftmodstand). Det bryder med Newtons 3.lov om aktion lig reaktion, hvis tyngdekraften lige pludselig skulle kunne bevæge dig andre steder hen. Ser du endvidere på min video, hvor jeg blot holder mig stiv i kroppen og lader mig falde forover, så kan tyngdekraften højst bidrage til at skabe rotation, og resultatet bliver at man falder på næsen, såfremt man ikke aktivt påvirker jorden med muskelkraft i modsatte retning af hvad man vil bevæge sig. Dette er en del af min argumentation for hvorfor Pose runnings forklaringsmodel ikke holder. Du kan fysisk kun bevæge dig fremad, hvis du påvirker noget andet bagud. Hævder man andet strider det med Newtons 3.lov.

Helt kort løber Oscar Pistorius stærkt, fordi hans protese er enormt let, hvilket gør inertimomentet (modstanden mod bevægelse) omkring knæ- og hofteled meget mindre sammenlignet med almindelige løbere. Derudover er materialet mange gange stivere end det som dit og mit underben er lavet af. Det betyder, at kraftoverførslen fra knæ- og balder til underben/protese bliver bibevaret i langt højere grad for Blade Runner. Mindre energi går simpelthen tabt.

Oscar Pistorius kan sagtens lave et afsæt, selvom han har proteser i stedet for underben. Det handler bare om kraftoverførsel fra momenterne, der skabes omkrig knæ- og hofteled, til underbenene. Du kan sammenligne det med at skubbe en spade i i jorden. Den er jo stiv, som en protese er det, men det betyder jo ikke, at man ikke kan påvirke den med en kraft på håndtaget, som overføres direkte ned i hovedet, der borer sig ned i jorden. På samme måde fungerer det med en tennisketcher, hvis du skal slå til en bold. Tennisketcheren kan heller ikke selv danne kraft til at slå til bolden, men den er rigtig god til at overføre den kraft, som tennisspilleren påfører den, til tennisbolden.

Mht. Romanov, der løber på is, så vil jeg gerne se den video, hvor han reelt prøver at accelerere maksimalt. Så vil han ryge direkte på næsen. Omend friktionen er meget mindre på is sammenlignet med det vi normalt løber på, så er der stadig friktion mellem gummisål og is, og dét gør ligepræcis, at det er muligt at bevæge sig fremad. Giv ham et par skøjter på - gerne med 2-3 klinger under hver skøjte, så han kan holde balancen. Dette vil minimere friktionen drastisk, og så skal du skal du se hvad der vil ske.

Håber det gav dig et brugbart svar, Jan.

Jeg har altid undret mig over, at pose-filosofien negligerer fodens isætning men nærmest kun koncentrerer sig om at løfte ben.
I min forståelse er isætningen og ankelledets opgave essentiel. Min forståelse af forfodsløb udspringer af den klassiske ballet, som jeg trænede en hel del for mange år siden, uden dog på nogen måde at være danser. I den klassiske ballet springer man rundt på gulvet i nærmest bare fødder en hel karriere igennem uden tilnærmelsesvis at få de skader som man så ofte hører forfodsløbere får.
Ved at benytte den klassiske dans' kropsforståelse, løber jeg selv skadesfrit forfodsløb. Det er lange ture på 20-30km foruden alle de daglige ture fordi jeg benytter løb som transportmiddel. Det er et let, rundt og behageligt løb.
Denne løbemåde kan deles op i to: En horisontal og en vertikal bevægelse. Den vertikale bevægelse er hele benets funktion som een homogen fjeder lige fra hofte til tæer, hvor alle led er strakte i den ene yderposition og bøjede i den anden. Udført korrekt springer man lige op og ned som en fjeder, blødt og lydløst på selv det hårdeste underlag. Hertil sætter man så den horisontale bevægelse som er benenes penduleren. Den faktiske løbebevægelse er naturligvis ikke så ekstrem som et spring, men kan man lave et godt spring, kan man også overføre dets teknik til løbet og dermed udligne og fordele belastningen over hele benet og derfor undgå spidsbelastninger af brusk, sener muskler og led. Kan man derimod ikke udføre denne hoppebevægelse korrekt, kan man heller ikke overføre den til sit løb. Det er helt typisk, at de, der har skader og smerter ved forfodsløb, ikke kan udføre hoppebevægelsen korrekt. Typisk er deres ankelled sat helt ud af spil og de lander hårdt med overbelastning af akillessenen til følge.
Derfor undrer det mig, at pose-tankegangen helt eliminerer ankelens opgave med at tage imod underlaget. Nu ankelen er der skal vel også bruges til noget :)
 
mvh Jakob Martini Jørgensen, mail: opelkaptajn@gmail.com

Tilføj ny kommentar

Filtered HTML

  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.